torsdag den 22. november 2012

Far Find's vaniljekranse

Som jeg har nævnt tidligere er min far bager og konditor. Vi har i familien haft bageri gennem generationer. Min far valgte i 1978 at sælge bageriet, alligevel har vi i familien fortsat holde de gamle opskrifter i gang. Hvert år op til jul har han bagt vaniljekranse, lige så langt tilbage jeg kan huske. Man spørger efter dem hvert år og der er flere der synes at det bliver ikke rigtig jul uden.

Min far bager RIGTIG mange vaniljekranse hvert år, der skal jo være til alle mand. Men nu måtte tiden være inde til at vi andre også fik gang i vaniljekrans bageriet. Så det lykkedes mig at lokke opskriften ud af ham, selvom det holdt hårdt. Det står ikke skrevet nogen steder, så opskriften var lidt hullet, men jeg har fået noteret det hele ned og i vil nu få opskriften - som vel egentlig burde være en familiehemmelighed, men hvis i lover ikke at sige det til nogen ;)

Du kan læse mere om bageriet her: http://historiskatlas.dk/Finds_Bageri_(3454)


Dejen kommes i en sprøjtepose og sprøjtes ud i lange strimler

De færdige kranse

Med MASSER af vanilje

500 gram hvedemel
300 g. smør ved stuetemperatur
250 g. flormelis
2 æg
2-3 g. hjortetaksalt
Korn fra 4-5 vaniljestænger
1 spsk. vaniljesukker

Alle ingredienser kommes i en skål og røres godt sammen, dejen skal være meget blød. Dejen kommes i en stor sprøjtepose af stof. Dejen sprøjtes ud i lange baner med en stjernetyl str. 8-9, herefter sættes de et køligt sted. Tænd ovnen på 200 grader. Når dejen er fast skæres de i stykker af ca. 9 cm. stykkerne drejes om pegefingeren, sættes sammen og kommes på en plade. Bages ved 200 grader i en forvarmet ovn. i ca. 5 - 10 min. til de er let gyldne.

Der bliver ca. 3 - 4 plader vaniljekranse af denne opskrift.



Jeg har tidligere lavet et indlæg om vanilje, det finder du her: http://strawberryonion.blogspot.dk/2012/11/vanilje.html jeg bliver ofte spurgt om holdbarhed på vanilje. De kan snildt holde sig i 1 1/2 år hvis de opbevares ordentligt. De skal opbevares i en lufttæt beholder og skal stå mørkt. For ar bevare fugtigheden i stængerne kommes der en smule cognac, mørkrom, calvados eller lign. ned i glasset. Bare lige så de dypper den ene ende i væsken. På den måde undgår man tørre vaniljestænger, der ikke er til at få en masse korn ud af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar