onsdag den 24. september 2014

Gulerodssuppe




Bøllen havde bestilt gulerodssuppe i denne uge. Så det skulle vi da ha, endelig foreslog han noget andet. Han kan nemlig godt være lidt svær med det med mad. Han vil helst bare spise grøntsager, i rå udgave.

Jeg lavede suppe sådan her:

10 mellemstore gulrødder uden skræl.
2 mellemstore kartofler.
1 alm. rødløg.
1 porre.
1 stort fed hvidløg.
2 laurbærblade.
1 knsp chiliflager.
1 boullionterning, kylling.
1 l vand.
1 dl. piskefløde.

Alle grøntsager ordnes og skæres  ud i passende størrelse og brunes let i en stor gryde. Kom vand og bouillonterning i og lad koge til alt er godt mørt. Tag laurbærbladende op og blend, sørg for at der ikke er flere grøntsags stykker tilbage. Jeg brugte en stavblender, men en alm. blender kan sagtens bruges. Kom fløden i og rør rundt til det er jævnt og let kogende. Smag til med salt og peber. 

Jeg serverede med baconknas og brød.

Og ikke et ord om at barnet ikke ville spise det alligevel. Men det smagte super lækkert, synes vi andre :p


tirsdag den 23. september 2014

Endnu mere skyr


Jeg er blevet helt vild med Thises skyr. Den her med mango er nok min favorit. Prøvede en med jordbær og knas på toppen den anden dag, den var jeg ikke vild med. Overvejede faktisk at smide den lige i skraldespanden, men fik den dog spist.

søndag den 21. september 2014

Madplan uge 39

Endnu en madplan.

Vores aftensmad bærer temmelig meget præg af at vi har en 2 mdr gammel dreng, der bestemt ikke vil sove medmindre vi kører i vognen. Så maden skal kunne passe sig selv rimelig meget, eller være hurtig at lave.

Taco salat.
Fiskepinde med pommes frites og gnavegrønt.
Ovnstegt kylling med salat og bulgur.
Hjemmelavet burger.
Medister med lynstegt grønkål og kartofler.
Gulerodssuppe med bacon og brød.
Kyllingefilet med flødetomat sauce, ovnkartofler og grøn salat.





onsdag den 17. september 2014

Hindbær tiramisu




Jeg elsker, elsker, ELSKER tiramisu. Så da jeg så en opskrift på hindbær tiramisu måtte den jo prøves. Tiramisu er godt, hindbær er godt.

Min version er sådan:

300 g frosne hindbær
3 spsk. sukker
1 vaniljestang
1 dl marsala
1 dl vand
250 g. mascarpone
4 past. æggeblommer
3 past. æggehvider
100 g. flormelis (har du ikke flormelis, kan alm. sukker sagtens bruges.
2 dl piskefløde
1,5 pakke ladyfingers

Tag kornene ud af vaniljestangen. Kornene skal du bruge til cremen.

Den tomme vaniljestang kommes i en gryde med 1 dl. vand, 300 g. hindbær og 3 spsk. sukker. Blandingen bringes i kog, det skal lige op og koge i min 1 minut. Lad det herefter køle lidt. Når massen er kold kommes det gennem en sigte så vi får stangen og hindbærkernerne fra. Hindbærmassen blandes med 1 dl. marsala.

Så skal selve cremen laves.

4 past. æggeblommer piskes hvidt med 100 g. flormelis (eller sukker). Kom mascarponen i og pisk til det er blandet helt. I en anden skål piske gløden til en let skum og i en 3. skål piskes hviderne stive. Vend flødeskummet i mascarponemassen. Til sidst vendes de stiver hvider forsigtigt i.

Så skal tiramisuen samles. 

Ladyfingersne vendes i hindbærmassen og og ligges i et lag. Det er vigtigt at vende en ladyfinger ad gangen, de må ikke ligge og søbe. Så bliver det noget sjask. Ovenpå kommes et lag mascarpone creme. Så endnu et lag røde ladyfingers og sådan fortsættes til man har tre lag.

Tiramisuen sættes i køleskabet i min 5 timer. Jeg foretrækker til næste dag.

Pynt med friske bær eller lidt af hindbær massen. Lidt revet mørk chokolade på toppen er også lækkert.

Den er lækker, meeen jeg foretrækker den klassiske tiramisu som jeg har lavet her.

mandag den 15. september 2014

Lækker skyr



Hvis i ikke har prøvet denne skyr, så gør det. Det er som at spise noget meget syndigt. Den er fra Thise og kommer med en ske. Så den er lige til at spise mens man eks. triller med barnevognen. I ved ellers vil ungen jo ikke sove ;)

søndag den 14. september 2014

Madplan uge 38

Så er næste uges madplan klar. Fiskefrikadellerne er flyttet til denne uge.

Fiskefrikadeller på rugbrød med remoulade og gnavegrønt.
Langtidsbraiseret svineskank med kartoffelmos, sauce af stegesky og grøn salat.
Ovnstegt kylling med pastasalat.
Pasta med kødsauce, gnavegrønt og flutes.
Pulled pork burgere.
Medisterpølse med ris, broccoli, smørsauce og gnavegrønt.
Pandepølser med kartoffelsalat og gnavegrønt.




søndag den 7. september 2014

Madplan uge 37

Endnu en madplan, endnu en uge. Det er simpelthen så lækkert at lave madplan, med den lille på armen har jeg slet ikke tid til for meget hurlumhej med aftensmaden. Så det er så rart at det er lige til at gå til.

Bøllens stegt flæsk er flyttet til næste uge, da han kom på overnatning ved farmor og farfar.

Kartoffelmos og millionbøf
Taco salat
Stegt flæsk med kartofler, råkost og persillesovs
Fiskefrikadeller, med gnavegrønt, remoulade, citron og rugbrød
Hjemmelavede burgere
Frikadeller med stuvet spidskål, kartofler og gnavegrønt
Kylling med pastasalat